33 danskere i Dubai smittet trods negativ test

20210122210509390_1000
33 danskere, der har været i Dubai, har vist sig at være smittet med coronavirus, selv om de fik et negativt testsvar inden hjemrejse til Danmark. (Arkivfoto) Foto: Karim Sahib/Ritzau Scanpix
TEMA:Corona i Danmark
22. jan. 2021 21.10
Kontroller i Danmark har fundet 33 danskere med covid-19, som er rejst fra Dubai med et negativt testsvar.

33 danskere har fået foretaget en test for covid-19 i Dubai, som ved kontrol efter hjemkomsten til Danmark har vist sig at være falsk negativ.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et opslag på Twitter.

Han skriver, at 50 smittede personer er rejst fra Dubai til Danmark i januar.

Ud af de 50 personer med covid-19 er 33 rejst ind i Danmark, efter at det 9. januar blev et krav, at alle rejsende skal testes for coronavirus, inden de stiger om bord på et fly med kurs mod Danmark.

Passagererne skal i den forbindelse alle kunne fremvise et negativt testsvar.

- Alene i januar er 50 smittede rejst ind fra Dubai, og vores eneste kendte tilfælde med den sydafrikanske variant kan også knyttes til indrejse fra Dubai, skriver Magnus Heunicke.

- De 33 af dem er efter stramningerne med krav om negativ test før boarding, fortsætter han.

I forrige uge meddelte Statens Serum Institut, at det første tilfælde af en ny coronavariant, som oprindeligt blev påvist i Sydafrika, var fundet i Danmark.

Som Magnus Heunicke skriver, blev denne variant netop påvist hos en person, der havde været i Dubai.

Folketingets sundhedsordførere modtog oplysningen om de 33 danskere på et følgegruppemøde fredag.

Det fortæller Per Larsen, der er sundhedsordfører hos De Konservative, samt Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

- Det er forfærdeligt, siger Per Larsen om de nye tal.

- Man påtager sig et stort ansvar, hvis man rejser til Dubai, hvor der er risiko for at blive smittet med coronamutationer, som man ikke ønsker at få ind i Danmark.

Torsdag aften meddelte de danske myndigheder, at alle flyvninger fra Dubai til Danmark stoppes i foreløbigt fem dage.

Det skyldtes mistanke om uregelmæssigheder i forbindelse med de test for covid-19, der bliver udført i Dubai.

De seneste dage har det vakt opsigt, at flere kendte sportsfolk og influencere har lagt billeder op på sociale medier fra deres ophold i Dubai, selv om Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til udlandet.

De danske myndigheder har lukket for indrejser fra Dubai, efter at en borgerhenvendelse har rejst mistanke om sjusk med test.

Ifølge Udenrigsministeriets oplysninger befinder der sig i øjeblikket mindst 85 danske rejsende og cirka 800 fastboende i Dubai.

/ritzau/