På papiret så modstanden skræmmende ud, men på banen var Anders Antonsen ganske overlegen i karrierens første møde med den kinesiske badmintonlegende Lin Dan torsdag middag.

LÆS OGSÅ: Dansk badmintonpar spiller sig til kvartfinale i tæt kamp

Ved Hong Kong Open gjorde danskeren kort proces mod den femfoldige verdensmester, der aldrig rigtigt kom ind i en kamp, som Antonsen vandt med 21-14, 21-11.

At dømme ud fra den aktuelle verdensrangliste burde der dog også være en pæn forskel i danskerens favør på de to spillere, selv om Lin Dans karriere-cv er voldsomt imponerende med blandt andet fem VM-guld og to OL-guld.

Hvor den 36-årige kineser aktuelt er nummer 17, er Anders Antonsen rangeret som verdens tredjebedste spiller, og danskeren tog da også hurtigt initiativet.

Lin Dan fulgte i virkeligheden kun med til 8-8 i første sæt, og da først Antonsen havde skabt hul, blev forspringet gradvist større.

Endnu mere udtalt var forskellen i andet sæt, hvor danskeren efter midtvejsopholdet gik fra 11-8 til 17-9.

Kort efter tilspillede han sig ti matchbolde ved stillingen 20-10 og udnyttede sin anden af slagsen.

I kvartfinalen venter et møde med verdens nummer seks, indoneseren Jonatan Christie. De to spillere har stået over for hinanden hele fire gange i 2019 og har vundet to gange hver.

Den syvendeseedede herresingle Victor Axelsen er også videre til kvartfinalen efter en overbevisende sejr over malaysiske Daren Liew.

Kampen blev afgjort efter to sæt, hvor Axelsen vandt med 21-14 og 21-16.

I kvartfinalen skal Axelsen møde Lee Cheuk Yiu.

LÆS OGSÅ: Axelsen slår tidligere verdensetter

Senere torsdag skal Jan Ø. Jørgensen i aktion i herresingle i Hong Kong Open, der rangerer på niveau 4 i turneringshierarkiet.

/ritzau/