Bang & Olufsen har tirsdag aften atter nedjusteret sine forventninger.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

LÆS OGSÅ: Sangstjerne afslører kronisk sygdom

Koncernen med hovedsæde i Struer regner nu med et fald i omsætningen i regnskabsåret 2019/20 på 13 til 18 procent mod tidligere en prognose om en "encifret vækst".

- Faldet i omsætningen har været større end forventet, hvilket skyldes flere faktorer - blandt andet at selskabets partneres salg til forbrugernes ikke har været tilfredsstillende, skriver Bang & Olufsen i meddelelsen.

- Den strategiske retning er uændret, men det står klart, at der skal ske en fundamental ændring af salgs- og marketingsindsatsen og skabes en kultur, hvor vi er tættere på kunder og partnere, siger Kristian Teär, der er administrerende direktør i B&O, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Dansk Grand Prix-legende stopper: Er dødssyg

B&O forventer også en nedgang i selskabets driftsmargin - ebitmargin - på mellem minus 4 til minus 9 procent. Her var forventningen førhen, at den ville være bedre end sidste år.

Endelig spås de frie pengestrømme at lande i et negativt interval mellem 100 og 150 millioner kroner. Den oprindelige forventning var på dette område en positiv pengestrøm.

LÆS OGSÅ: Rosendahl gav toppolitiker ultimatum

Hvad angår forventningerne til andet kvartal af regnskabsåret 2019/20 forventer Bang & Olufsen et fald i omsætningen på 31 procent.

/ritzau/