Boris Johnson: Britisk mutation kan være mere dødelig

20210122192913363_1000
Ifølge den britiske regerings chefforsker Patrick Vallance tyder det på højere dødelighed blandt smittede med den britiske coronamutation. (Arkivfoto) Foto: Hannah Mckay/Reuters
22. jan. 2021 19.30
Mutation af coronavirus kan vise sig ikke kun at være mere smitsom, men også mere dødelig, siger Johnson.

En mutation af coronavirus, der er registreret i Storbritannien er måske ikke blot mere smitsom, men kan også være mere dødelig end andre varianter.

Det siger Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, på et pressemøde fredag aften.

- Det viser sig nu også, at der er nogle beviser på, at den nye variant - måske er forbundet med en højere dødelighed, siger Boris Johnson ifølge nyhedsbureauet AFP.

Chefforsker for regeringen Patrick Vallance oplyser ved samme lejlighed, at den ny variant kan være omkring 30 procent mere dødelig end andre varianter.

Han tilføjer, at 10 ud af 1000 mænd i 60-årsalderen forventes at dø, hvis de bliver smittet med de oprindelige coronavarianter.

Med den nye britiske variant er tallet 13 eller 14 ud af 1000, siger han.

- Det samme vil man se tværs over forskellige aldersgrupper - en tilsvarende relativ stigning i risikoen, siger Patrick Vallance.

Han understreger dog, at dataene for den britiske mutation fortsat er usikre. Derfor vil han ikke drage nogle endelige konklusioner.

- Beviserne er ikke sikre endnu. Det er en serie af små bidder information, der tyder på det, siger Patrick Vallance.

Storbritannien oplever i disse dage høje smitte- og dødstal.

Flere gange har de daglige smittetal ligget tæt på 100.000.

Fredag blev yderligere 1401 briter registreret døde med coronavirus.

Selv om smittetallene tilsyneladende er stagneret de seneste dage, så er det britiske hospitalsvæsen presset til det yderste på grund af de knap 40.000 patienter, der er indlagt med coronavirus.

Derfor er Storbritannien i kapløb med tiden for at få vaccineret de mest udsatte borgere, inden hospitalerne bliver overfyldte.

Ifølge Boris Johnson har 5,3 millioner briter fået den første dose af en vaccine mod covid-19. Regeringen har som mål at få vaccineret 15 millioner inden midten af februar.

/ritzau/