Som barn sang Burhan G med i Københavns Drengekor, og når julen nærmede sig, og han sammen med sine venner kunne begynde at synge højtidens salmer, var den spirende musiker i sit es.

Han er nemlig rigtig glad for julen.

- Det har altid været noget, jeg glædede mig helt vildt til, fortæller Burhan G.

LÆS OGSÅ: Dronningen om sin hobby: Den holder mig yngre

- Jeg husker så tydeligt de sange, vi sang, både i koret men også i børnehaven og på fritidshjemmet, og jeg kan huske den der helt særlige stemning, der bredte sig op mod jul, fortæller Burhan G, der lige nu er aktuel med albummet "Et barn af jul".

I dag er sangeren selv far til en lille dreng, og det har gjort julen ekstra særlig for ham.

- Der er kommet en ekstra dimension, for nu ser jeg julen med hans øjne. Jeg glæder mig til at hænge en sok op og fortælle ham, at julemanden kommer, siger Burhan G.

- Det er pludselig mig, der er formidleren. Og han tror på alt, jeg fortæller ham, siger sangeren og griner.

LÆS OGSÅ: Silas Holst afslører: Det var lige før vi trak os

Derfor bliver der ikke sparet på noget i det lille hjem.

- Jeg gør ting, jeg aldrig ville gøre, hvis han ikke var der. Julepynt og juletræ og klippe-klistre er rigtig hyggeligt, men jeg havde nok ikke maxet så meget ud, som jeg gør, hvis jeg ikke havde ham, siger Burhan G, der bor alene med sønnen, som han deler med ekskæresten Sarah Zobel.

- Nu holder vi jul hver for sig, men det er der jo mange familier, der gør, siger sangeren.

Før han blev far, har Burhan G holdt jul med forskellige kærester og deres familier, og her har han samlet forskellige traditioner op, som han har bragt med ind i sin egen familie.

- Når vi synger "Højt fra træets grønne top", slutter vi hvert vers af med sådan en lille stampedans. Det er sindssygt mærkeligt og noget, jeg har lånt. Men det er sjovt, og man får lov til at råbe "hey" til sidst, siger han.

- Mine egne traditioner handler meget om, at der skal være masser af musik og danses. Og det lille hæfte med sange, som man deler ud, når man går rundt om juletræet, det skal være der, siger han.

LÆS OGSÅ: Eftertragtet festival sælger ud på rekordtid

Burhan G og Danmarks Underholdningsorkester turnerer landet rundt fra den 5. december med "Det Store Juleshow".

/ritzau/