Der er rigtig mange grunde til at hylde instruktøren Sam Mendes for hans helt igennem forrygende 1. verdenskrigsdrama ”1917”.

For det første er der hans vilje til at spænde buen til det yderste. Vi har allerede oplevet Sam Mendes drive dybe kiler ind i de amerikanske forstadsfacader med ”American Beauty” (1999) og ”Revolutionary Road” (2008). Vi har set ham være en yderst habil actioninstruktør med James Bond filmene ”Skyfall” (2012) og ”Spectre” (2015). Nu har han så taget endnu et genrehop og kastet sig over det store, episke filmdrama – og gjort det fuldstændig ubesværet.

For det andet er der en fortryllende barnlig naivitet over den måde, Sam Mendes har bygget sin historie op. ”1917” er således dedikeret til hans oldefar og de historier, som han fortalte om ”den store krig”, og handlingen er ganske enkel:

Det er den 6. april 1917. De tyske tropper har trukket sig tilbage fra deres skyttegrave i det nordlige Frankrig. Briterne tror fejlagtigt, at de er på flugt, men i virkeligheden er der tale om en nøje tilrettelagt fælde. To britiske bataljoner er på nippet til at falde i et baghold. General Erinmore (Colin Firth) sender derfor de to korporaler Blake (Dean-Charles Chapman) og Schofield (George Mackay) afsted på en vanvittig mission: De skal krydse ingenmandsland og det område, som tyskerne lige har forladt, finde frem til Oberst Mackenzie (Benedict Cumberbatch), få afblæst angrebet og redder 1.600 mand – herunder Blakes bror – fra at blive dræbt. De næste to timer bliver en hæsblæsende tur gennem endeløse skyttegrave og pigtrådsafspærringer, bombekratere fyldt med vand og mudder, lemlæstede lig og hestekadavere, som rotterne har kastet sig over, snubletråde, fjendtlige fly, flammer og ruiner fyldt med snigskytter.

Det tredje hyldestpunkt er Sam Mendes’ mod til at stille sig selv besværlige benspænd undervejs. ”1917” er således filmet i, hvad der ligner én lang kameraoptagelse. Tænk på den 5-minutter lange, uafbrudte kameraoptagelse fra evakueringen ved Dunkirk i Joe Wrights ”Atonement” (2007) bredt ud til en hel film. Så har du en idé om, hvordan ”1917” fremtræder på lærredet. I virkeligheden er der ikke tale om én kameraoptagelse, men om en serie meget lange kameraoptagelser, der er sat sammen med nærmest usynlige klip. Men derfor er det stadig en bedrift, der nærmest gør kameraet til filmens tredje hovedperson og ”1917” til en blændende visuel tour-de-force. Og frem for alt lykkes det Sam Mendes at balancere sin beslutning, så illusionen om én kamerabevægelse bliver et æstetisk greb, der udvider vores fornemmelse af historien frem for bare en blæret teknisk gimmick.

Endelig for det fjerde må man beundre Sam Mendes for at sprænge de gængse krigsfilms-genrekonventioner i luften og vise sand heroisme.

Normalt forbinder man ellers heroisme med personer og gerninger, der ligger uden for almindelige, dødelige menneskers rækkevidde. Blake og Chapman er imidlertid to helt almindelige mænd på en mission, som ingen af dem er det mindste forberedt på. Selvfølgelig handler heroisme også om mod, men det er ikke det samme som frygtløshed – som det ellers misforstået fremhæves i mange film.  Tværtimod er der tidspunkter i ”1917”, hvor de to mænd er paniske, rædselsslagne og grædefærdige – og hvor de stiller spørgsmålstegn ved den mission, de er ude på. Den sande heroisme – der ikke har det mindste at gøre med ære – ligger i at fortsætte på trods af disse ting. Ikke fordi man har lyst eller tør, men fordi det er nødvendigt.

Af alle disse grunde er det lykkedes Sam Mendes at skabe sit eget helt unikke bud på en krigsfilm og gøre ”1917” til en fejende flot, forrygende og fortættet filmoplevelse.

1917 – 119 minutter – England og USA – Instruktør: Sam Mendes – Medvirkende: Dean-Charles Chapman, George MacKay, Colin Firth, Benedict Cumberbatch m.fl.