Denne uge er åbenbart til realistiske menneskedramaer i biografen. Forleden var der premiere på den asiatiske film ”Made in Bangladesh” om nogle syerskers kamp for at organisere sig. Og samtidig var der premiere på den franske instruktør Francois Ozons nyeste film ”Gud være lovet”, der er lige så hverdagskontroversiel.

Gennem hele sin karriere har den mangefacetterede Ozon drønet rundt som et stort legebarn mellem to yderpunker: Stilistisk leg som i for eksempel ”Dobbelt begær” (2017). Og mere seriøst drama som i den historiske ”Frantz” (2016). Men altid med en meget provokerende kant.

Derfor vil mange nok også blive overraskede over hans nyeste film ”Gud være lovet”. For ikke blot tager Ozon tingene meget seriøst denne gang. Han er på en mission – en dramadokumentarisk reportage blandt de voksne ofre, der som børn blev misbrugt af en katolsk præst.

Resultatet er den mest nedtonede, konventionelle Ozon-film til dato, men måske også den mest kontroversielle. Den franske instruktør har således taget fat i en virkelig historie og dramatiseret anklagerne mod præsten Bernard Preynat fra Lyon, der over en skræmmende periode på 30 år misbrugte over 70 børn – mange på spejderlejre.

Det hele skildres gennem tre meget forskellige mænd, der nu som voksne må leve med eftervirkningerne af de overgreb, de blev udsat for.

Den første er Alexandre, en nydelig og meget troende 40-årig bankmand, lykkelig gift og far til fem. Da han en dag finder ud af, at Preynat stadig har kontakt til børn, beslutter han sig for at skrive til præstens foresatte, Lyons ærkebiskop kardinal Barbarin.

Han fortæller, hvad han har oplevet, til psykologen Régine på kardinalens kontor. Hun arrangerer er møde mellem Alexandre og Preynat, som indrømmer overgrebene. Det bliver dog hurtigt klart, at den katolske kirke ikke har tænkt sig at skride ind og afskedige Preynat, men blot ønsker, at han skal give Alexandre en undskyldning.

Alexandre er ikke tilfreds og får kontakt til andre ofre. Deriblandt Francois, der nu er indædt ateist, og som på aktivistisk vis får sat gang i sagen og eftersøgningen efter yderligere ofre via en kampagne på nettet.

Samtidig begynder politiet at efterforske sagen. Men efterforskningen og muligheden for at retsforfølge Preynat hinders af, at sagerne ifølge fransk lov er forældede.

Imidlertid begynder yngre ofre at dukke op, deriblandt Emmanuel, en ung mand med en dysfunktionel familiebaggrund, hvis minder giver ham epileptiske anfald. Emmanuel går ind i sagen med næsten desperat iver efter noget, der kan give hans kaotiske liv mening.

Krydret med voice over og små tilbageblik veksler Ozon mellem disse tre mænd, som danner en forening for ofrene for at skabe retfærdighed. Han gør det med en respektfuldhed og en distance, der også er filmens største udfordring. For hvordan får man skabt den nødvendige intensitet og dramatik, når man holder sig på en armslængdes afstand af sine karakterer?

Man behøver imidlertid ikke være urolig for at kede sig. Ozon formår at bevare balancen og skabe et nærvær, der ellers er sjældent på film, og som griber en om hjertet.

Samtidig drives”Gud være lovet” af en række fornemme skuespilpræstationer. Melvil Poupaud spiller den troende Alexandre med både intelligens og mådehold. Stilfærdigt insisterende får han sagen til at rulle. Denis Ménochet er lige så troværdig som Francois, der ellers har lagt fortiden bag sig, men som alligevel ivrigt kaster sig ind i arbejdet med at opspore andre ofre. Og Swann Arlaud er som Emmanuel indbegrebet af de menneskelige skader og kaos, der følger af sådanne overgreb.

”Gud være lovet” står tilbage som et gribende værk, der ikke bliver mindre nærværende af, at sagen stadig udspillede sig, da filmen blev lavet.

Så gud være lovet, at det blev Ozon, der skabte denne film.

Gud være lovet – 137 minutter – Frankrig og Belgien – Instruktør: Francois ozon – Medvirkende: Melvil Poupaud, Denis Ménochet, Swann Arlaud  m.fl.