En af de klareste filmoplevelser fra min barndom var, da jeg i 1981 i 9. klasse så filmen ”Christiane F.” i folkeskolen. En hjerteskærende og nådesløs fortælling om en ung pige i Berlin på min egen alder, der suges ind i narkomisbrug og må prostituere sig selv for at få penge til stoffer. Det var en type film, jeg aldrig havde set før, og som gjorde et dybt indtryk på mig, fordi den fuldstændig uromantisk fortalte historien  om, hvor galt det kan gå, hvis man begynder at eksperimentere med narkotika – særligt i så ung en alder, hvor man ikke kan overskue konsekvenserne.

Nu er vi der så igen. Denne gang blot ikke i det betændte narko- og prostitutionsmiljø omkring Bahnhof Zoo i Berlin men på Island. Der er da heller ingen tvivl om, at den islandske instruktør Baldvin Zophoniasson har været kraftigt inspireret af ”Christiane F”, da han lavede sin nye film ”Lad mig falde”.

Magnea (Elín Sif Halldórsdóttir) er en helt almindelig 15-årig islandsk pige. Hendes forældre er skilt, men hun klarer sig glimrende i skolen, så alt ser lyst og godt ud.

Da vi møder hende første gang, er hun imidlertid allerede endt i rigtig skidt selskab med den betagende, men grænseoverskridende Stella (Eyrún Björk Jakobsdóttir) og hendes pusherkæreste Toni. I filmens indledningsscene ser vi, hvordan Magnea spiller prostitueret over for en pervers mand, de har mødt på nettet, for at skaffe penge til trioens liv på fest og stoffer.

Herfra går det hurtigt men sikkert ned af bakke. Magnea kan hverken slippe det accelererende stofmisbrug eller sin voksende betagelsen af Stella. Det får hendes til at droppe skolen, sin veninde fra klassen og i sidste ende også sine forældre.

Siden skilles Magnea og Stella under dramatiske omstændigheder og ser først hinanden 12 år senere. Et møde der får uoverskuelige konsekvenser både for dem selv og alle andre implicerede.

Baldvin Zophoniasson lader hele tiden sin historie springe mellem teenageårene og nutiden. Her er Stella blevet clean og kæmper for at opretholde et normalt familieliv, mens Magnea er gået uhjælpeligt til bunds i narkomisbrug og prostitution, og lever sammen med en mand, der udnytter hende på det groveste. Den før så kønne, rødhårede teenagepige er blevet forvandlet til et snøvlende, menneskeligt vrag.

Det er et fermt trick, som gør, at man som tilskuer vrider sig af ubehag i biografstolen og har lyst til at råbe til Magnea, at hun skal løbe langt væk, og træffe nogle andre valg, end hun gør.

”Lad mig falde” er også god til at vise, at der netop er tale om valg. Nogle gange små, andre gange store, men alt sammen beslutninger, der har konsekvenser i den ene eller anden retning, og som tilsammen skubber Magnea ud over kanten.

Omgivelserne er hjælpeløse. Veninden kan ikke hamle op mod Magneas forelskelse i Stella. Skolens formaninger om at stramme op på det stigende fravær virker stik modsat. Og de velmenende forældre skubber hende væk ved enten at være for strenge eller for godtroende.

Selv ikke Stella kan Magnea i sidste ende stole på, da veninden i et anfald af desperate abstinenser ”sælger” hende til en brutal fyr for at få sit næste fix. Sjældent har læresætningen om aldrig at stole på en misbruger været klarere end her.

Trods flotte præstationer i de to hovedroller og trods den trøstesløse skildring, der tegner et helt andet billede af Island, end vi normalt er vant til at se, er ”Lad mig falde” dog ikke uden fejl. Værst er manuskriptets mange huller, der efterlader én med flere spørgsmål end svar. Vi får således aldrig at vide, hvordan de to piger oprindeligt mødtes, eller hvad der præcis skete, da de skiltes, og hvorfor det førte til, at den ene fortsatte i stofmisbruget, mens den anden kom ud af det.

Det er ærgerlige udeladelser i en film, der ellers burde være fast pensum for alle elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelser.

Lad mig falde – 136 minutter – Island – Instruktør: Baldvin Zophoniasson – Medvirkende: Elín Sif Halldórsdóttir, Eyrún Björk Jakobsdóttir, Lára Jóhanna Jónsdóttir, Kristín Póra Haraldsdóttir m.fl.