Kan du huske, da du var barn, og nogen fortalte dig en meget uhyggelig historie, lige før du skulle sove? Og hvordan du skrækslagen lå vågen bagefter og var sikker på, at du kunne høre noget pusle under sengen?

Det er den følelse, som griber en, når man ser filmatiseringen af Allan Schwarz kendte bogserie ”Scary Stories to Tell in the Dark”.

I den filmskabte rammehistorie befinder vi os i byen Mill Valley i 1968. Ude i verden raser Vietnamkrigen, og det samme gør det amerikanske præsidentvalg mellem Richard Nixon og Hubert Humphrey.

De tre venner Stella, Auggie og Chuck klæder sig ud for at fejre Halloween. Efter at have gjort den lokale bølle Tommy til grin, må de flygte sammen med den unge fyr Ramon, og de ender (selvfølgelig) med at gemme sig i egnens lokale spøgelseshus.

Her holdt en familie deres datter indespærret i kælderen, hvor hun sad og skrev skrækhistorier i en bog, som så blev til virkelighed. De unge finder rummet og bogen og kommer uforvarende til at sætte den gamle forbandelse i gang på ny.

Nu fyldes bogen med nye historier om fugleskræmsler, der kommer til live, afhuggede storetæer og edderkopper, der myldrer ud af kinden på folk. Og hver gang, er der nogen af de unge, der dør.

Det er nu op til resten at stoppe forbandelsen, inden de alle bliver ramt af historiernes uhyggelige magt.

Filmselskabet CBS har sat den norske instruktør André Øvredal til at styre gyserløjerne, og det gør han med stor respekt for genren – måske endda også for stor.

At se ”Scary Stories to Tell in the Dark” er som at tage et nostalgisk trip tilbage til 70’ernes og 80’ernes gysere. Dengang hvor man sad og holdt vejret til ”Dawn of the Living Dead” (1978), ”Friday the 13th” (1980) og ”Halloween” (1978).

Det er skræmmende på lidt samme måde, som når man tager en tur i en rutschebane for første gang. Hyggeligt og sjovt med en gysen ned af nakken, men ikke virkeligt hudflæsende angstfremkaldende. Problemet er, at vi på en eller anden måde er kommet videre med andre mere psykologiske og langt uhyggeligere film og historier. De gamle gyserklichéer virker ikke på vores nervesystemer længere og fremstår samtidig meget oldschool.

Visuelt fungerer filmen imidlertid lige modsat. Det er tydeligt, at filmholdet har ladet sig inspirere af Stephen Gammells fremragende – og meget skræmmende – originaltegninger til bogserien. Samtidig gør de enorme landvindinger inden for computeranimation og visuelle effekter, som der er sket siden 70’erne og 80’erne, at man i dag kan skabe meget livagtige monstre.

Så overordnet er ”Scary Stories to Tell in The Dark” et visuelt flot, men skrækmæssigt moderat trip tilbage til gyserfortællingernes glanstid.Scary

Stories to Tell in the Dark – 111 minutter – Canada og USA – Instruktør: André Øvredal – Medvirkende: Zoe Margaret Colletti, Michael Garza, Gabriel Rush, Austin Zajur, Natalie Ganzhorn m.fl.