Caroline Wozniacki og David Lee blev gift i Toscana i Italien. Foto: Fiona Hamilton/Reuters/Ritzau Scanpix (arkiv)

Hemmeligt gift: Så vildt var Wozniackis bryllup

17. jun 2019
Lukas Graham var blandt indslagene, da Caroline Wozniacki og David Lee lørdag blev gift i Italien.

Vinsmagning, golf og selvfølgelig tennis. Men også en olympiade med 12 hold og et poolparty, som toppede, da gæsterne sprang i med deres fineste tøj på.

LÆS OGSÅ: Drama ved Schmeichels bryllup: Flere reddet op af vandet

Det er bare nogle af de ting, som Caroline Wozniackis far, Piotr Wozniacki, beretter om, efter den danske tennisstjerne lørdag blev gift i den lille by Castiglion del Bosco i Toscana i Italien.

Piotr Wozniacki fortæller til Ekstra Bladet, at festen varede i fire dage; fra ankomst torsdag til farvel-brunch søndag.

- Det har været en fantastisk oplevelse. Det var helt vildt at se så mange forskellige mennesker være så venlige og glade sammen, fortæller Piotr Wozniacki til avisen.

Bryllupsmiddagen blev serveret udendørs, og musikken blev leveret af en DJ og ikke mindst af Lukas Graham, som var fløjet ind for at synge et par numre. Det var Caroline Wozniackis mand, David Lee, som havde sørget for den celebre underholdning, og det gjorde ikke mindst Piotr Wozniacki til en lykkelig mand:

- Jeg var selvfølgelig stolt og glad. Det er dejligt at se de to, som elsker hinanden, blive gift, og det var en dag, der betød meget for begge vores familier. Det er kæmpestort for os.

Det danske tennis-es vil fremover blive præsenteret som Caroline Wozniacki Lee på alverdens tennisbaner.