Fire hovedroller i løbet af et år blev for meget for skuespiller Henning Jensen.

Det fortæller han i et interview med Berlingske.

LÆS OGSÅ: Politiker om barndom i trange kår: Var nødt til at samle flasker

- Da jeg stod midt i den sidste, "Møller og Larsen", kunne jeg ganske enkelt ikke mere. Søren Sætter-Lassen og jeg fulgtes ind på teatret, vi bor i nærheden af hinanden, og han sagde en dag i bilen: "Vil du ikke godt gå til læge? Du er helt død i øjnene." Det gjorde jeg så. Så faldt hammeren. Jeg var totalt stressnedbrudt, siger Henning Jensen til avisen.

Den 76-årige skuespiller er kendt fra en lang række teaterstykker, tv-serier som blandt andet Riget og film som "Sommeren 92", hvor han spillede Richard Møllers assistent- og medtræner, Kaj Johansen.

Næste år kan han fejre 50 år på de skrå brædder, men den erfarne skuespiller har besluttet sig for aldrig mere at gå på scenen. I stedet vil han kun fortsætte foran kameraerne. En beslutning han tog efter stressnedbruddet. 

- Jeg kunne næsten ikke slæbe mig afsted. Det var forfærdeligt. Et chok. Jeg var ikke klar over, at et stressnedbrud var så alvorligt. Jeg måtte sygemelde mig, fortæller Henning Jensen i interviewet med Berlingske.

Henning Jensen har tidligere lidt af svære depressioner. Noget han altid har været åben omkring og også holder foredrag om. Lige nu er han ved at skrive en bog om depressioner set fra patientens side af skrivebordet.