-Jeg har svært ved, når folk prøver at ændre på mig, siger Nadia Nadim til TV3 SPORTs reporter Christine Møller, der har mødt angriberen i Paris.

Det er der kommet et nyt Viaplay-program med titlen 'Tæt på' ud af.

Du kan se en del af det meget ærlige interview med Nadia Nadim i videoplayeren herover.

-Her har man lidt mere frirum. Jeg kan godt lide denne her laissez-faire mentalitet, for det viser, at de har tillid til spillerne og ens erfaring og det, som man har oplevet, og det man kan på banen, fortæller Nadia Nadim.

-Jeg føler mig hjemme, for jeg føler, at alle de andre har en anden baggrund end fransk. Der er nogle fra Senegal og Cameroun. Og selv franskmændene. Så føler jeg mig ikke som en outsider, forklarer landsholdsangriberen.

-Det har jeg faktisk ikke tænkt på før, jeg kom hertil og blev spurgt til det. Jeg tror, jeg trives bedst, når det er mere multikulturelt. For så ser man ikke på mig som det sorte får eller hende den forkerte. Fordi alle har noget andet med sig.

-Det er svært at være anderledes. Hvis det ikke er det, som man er vokset op med, så er det noget forkert. Og det har jeg det svært med, fordi for mig er det faktisk omvendt.

-For mig kan det hurtigt blive kedeligt, hvis det bliver for ensformigt. Så kan jeg ikke lære noget af de mennesker, der sidder ved siden af mig, siger Nadia Nadim.

I interviewet afslører Nadia Nadim samtidig, at hun aldrig rigtig har følt sig tilpas, hverken på det danske landshold eller sine danske klubber. 

-Jeg spiller fodbold, fordi jeg synes, det er kreativt. Der skal være plads til, at man har følelser med, og at man kan komme ud af de her bokse. De spillere, der gør det, er også dem, der har noget ekstra, siger Nadia Nadim.

-Det har ikke fungeret så godt i de klubber, som jeg har været i i Danmark. Og jeg har reflekteret over, hvorfor det er, at jeg altid har følt mig dårligt tilpas, på landsholdet eller i danske klubber.

-Og det er jo ikke mig, der er noget galt med. Det er fordi, at man som samfund ikke er udviklet til det endnu. 

_Hvordan har du oplevet, at de vil ændre på dig?_

-Hele mit liv. Og det prøver de stadigvæk. Det er sjovt, for jeg føler altid, at de prøver at ændre på mig som spiller, mens jeg ser, at de prøver at lave de andre spillere om til mig egentlig, siger Nadia Nadim.

-Nu hvor jeg siger det, så tror jeg også, at der er mange, der kommer til at have ondt i røven over, at jeg siger det, som det er. Der er nok også nogle, der vil mene, at jeg er utaknemlig og bla bla bla, siger hun.

-Alt det bullshit, som folk kommer med. Men det er jo bare facts. Jeg siger det, som jeg ser det, konstaterer Nadia Nadim.

Du kan se fire minutter af programmet 'Tæt på' med Nadia Nadim i videoen herover.

Du kan se hele programmet med Nadia Nadim på Viaplay.