Williams er et af tre hold, der mangler at offentliggøre besætningen til 2020-sæsonen i Formel 1.

De skal helt sikkert skifte én kører, da Robert Kubica har annonceret, at han ikke kører for Williams næste sæson, og en mulig arvtager kan være Nicholas Latifi.

En 24-årig canadier, der i øjeblikket kører Formel 2 for holdet DAMS. Det er i hvert fald ham, der sidder i det sæde, som normalt tilhører Robert Kubica, når FP1 løber af stablen i Brasilien.

-Jeg er glad for at få endnu en mulighed for at køre i bilen. Det er min tredje FP1 in træk, og det er godt for rytmen, udtaler Latifi ifølge Formulaspy.com.

At han har kørt FP1 for Williams op til flere gange nu, gør at han af mange anses for at være favorit til det tomme sæde.

I videoen øverst i artiklen kan du se Fernando Alonsos fantastiske start, da der i 2012 blev kørt Formel 1 i Brasilien.