Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber til sommer, og det samme gør Premier League-klubbens kontrakter med forsvarsspillerne Jan Vertonghen og Toby Alderweireld.

Selv om spillernes fremtid er usikker, påvirker det ikke deres engagement i Tottenham. Det siger klubbens nye manager, José Mourinho, da han bliver spurgt til trioens fremtid på et pressemøde.

-Jeg vil ikke tale om personlige ting her, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke talte med Daniel Levy (Tottenhams bestyrelsesformand, red.) om Eriksen, Alderweireld og Vertonghen.

-Det vigtige er, at de alle er professionelle, engagerer sig i Tottenham og har en fantastisk forståelse for, hvad klubben kræver af dem.

-Så de er alle tre klar til at spille, de er alle tre klar til at glemme deres kontraktforhold, siger Mourinho.

Tidligere har portugiseren givet udtryk for, at han vil benytte spillere, der dedikerer sig til Tottenham. Det har ramt Christian Eriksen, der er startet ude i Mourinhos tre kampe i spidsen for Tottenham.

Onsdag aften skal Tottenham en tur til Old Trafford for at møde Manchester United. Det er første gang, at José Mourinho skal tilbage som modstander på Old Trafford, siden han blev fyret i United sidste år.

/ritzau/AFP

Husk at du får masser af Formel 1, Champions League, Superliga, Premier League, UFC og boksning i verdensklasse samt meget, meget mere på Viaplay – LIGE HER./p>