Nu vil kommune uddele bøder for lønsnyd: 'Det er noget svineri'

20201201-182549-L-1920x1280we
- Det er noget svineri, når virksomheder spekulerer i underbetaling af medarbejdere. Det vil vi ikke acceptere her i København. Derfor er jeg glad for, at vi nu får mulighed for at opkræve bøder og dermed ramme dem, der snyder, hvor det gør mest ondt – nemlig på tegnebogen. Det er med til sikre fair konkurrence for alle de virksomheder, der spiller efter reglerne og har orden i tingene, siger overborgmester Lars Weiss (S). (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
22. jan. 2021 06.18
Efter at have oprettet eget kontrolteam og indført krav om id-kort på store byggeprojekter går Københavns Kommune nu skridtet videre.

Firmaer, der lukrerer på underbetalt arbejdskraft, vil fremover få svært ved at score en kontrakt med Københavns Kommune.

Torsdag aften har Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus nemlig vedtaget en række nye, vidtgående tiltag i kampen mod social dumping, skriver Fagbladet 3F.

Stramningen indebærer blandt andet, at Københavns Kommune nu vil uddele bøder for grove overtrædelser af den såkaldte arbejdsklausul, som forpligter leverandører til at holde sig inden for overenskomstens rammer.

- Det er noget svineri, når virksomheder spekulerer i underbetaling af medarbejdere. Det vil vi ikke acceptere her i København. Derfor er jeg glad for, at vi nu får mulighed for at opkræve bøder og dermed ramme dem, der snyder, hvor det gør mest ondt – nemlig på tegnebogen. Det er med til sikre fair konkurrence for alle de virksomheder, der spiller efter reglerne og har orden i tingene, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Hvis en leverandør afsløres i at underbetale sine medarbejdere, stiller Københavns Kommune allerede i dag krav om, at leverandøren efterbetaler det fulde beløb, medarbejderne har til gode.

Oveni kommer nu et bødekrav, hvis underbetalingen udgør mere end 15 procent af medarbejderens samlede løn. Så vil kommunen udstikke en bøde på halvdelen af det beløb, der er snydt for.

Københavns Kommune har regnet sig frem til, at den nye model i 2019 ville have kostet 552.000 kroner i bøder til firmaer, der snød sine ansatte.

Her blev der afsløret 131 sager om underbetaling, som samlet løb op i knap 1,5 millioner kroner.

Ud over muligheden for at uddele bøder vil Københavns Kommune med vedtagelsen torsdag aften nu også stille krav om, at leverandørerne udbetaler løn digitalt.

Københavns Kommune indgår årligt kontrakter med eksterne leverandører for omkring otte milliarder kroner.

Hos 3F Byggegruppen, som organiserer knap 60.000 bygningdsarbejdere, er næstformand Palle Bisgaard derfor begejstret for de nye stramninger af arbejdsklausulen.

- Det er tydeligt, at de med deres kontrolenhed, krav om id-kort og de her nye tiltag har fundet en effektiv metode til at opdage og bekæmpe snyd med løn- og arbejdsforhold, siger han.