I mange af de europæiske lande, som danskerne enten tager på ferie i eller kører igennem, er der markant højere risiko for at komme til skade i en trafikulykke end i Danmark. Foto: Bax Lindhart / Ritzau Scanpix Arkiv

Pas på trafikken, hvis du skal på bilferie i Europa

5. jul 2019
Nogle af danskernes foretrukne feriedestinationer topper listen over de lande, hvor der er størst risiko for at komme til skade i trafikken. Se her, hvad du skal være opmærksom på, både inden du tager på ferie og hvis ulykken er ude.

Sommerferien står for døren, og snart kører tusindvis af danskere over grænsen for at komme sydpå til varmen. Men har du tænkt på, at risikoen for at komme til skade i en trafikulykke er langt højere i andre lande? Det viser tal fra Eurostat.

Læs også: Sosu-hjælper skal i fængsel: Sådan snød han ældre mand for formue

Målt på, hvor mange der kommer til skade i trafikken ud af en million mennesker i de forskellige lande - hvor der er taget højde for landenes forskellige indbyggertal - stikker Østrig ud som det land med den farligste trafik i Europa. Risikoen for at komme til skade i trafikken er her cirka 11 gange så stor som i Danmark.

Et andet land, som danskere hyppigt kører igennem, når bilferien går sydpå, Tyskland, har også markant farligere trafik end Danmark. Her er der cirka ni gange så stor sandsynlighed for at komme til skade i trafikken.

Kilde: Eurostat

Kilde: Eurostat. Tallene er fra 2017, som er nyeste registrerede tal.

Nogle af de mest populære feriedestinationer er også langt farligere end Danmark. Italien, Spanien og Kroatien har alle en lav placering på listen.

I det hele taget er Danmark lidt en duks på området. Vi er det europæiske land med lavest andel tilskadekomne i trafikken ifølge de nyeste tal, som er fra 2017.

Vigtigt med dokumentation

Ud over at risikoen for at komme ud for en trafikulykke er større, er det også sværere at sikre dokumentation, hvis uheldet er ude i udlandet, lyder det fra Ulykkespatientforeningen, som har trukket tallene for A4 Nu.

Her er rådene fra Ulykkeslinjen, som hører under Ulykkespatientforeningen og hjælper danskere med at håndtere problemer efter en ulykke:

  1. Få styr på rejseforsikringen, bilforsikring, kaskoforsikring og så videre, inden du tager på ferie
  2. Vær ekstra opmærksom i trafikken i udlandet og på, at trafikreglerne og trafikkulturen kan være anderledes end i Norden.
  3. Hvis ulykken sker, er det vigtigt at du sørger for at få telefonnummer, mail og billeddokumentation fra de involverede.