Da sangen "Engel" i 2009 blev en landeplage, var det startskuddet til et årti, Rasmus Seebach aldrig kommer til at glemme.

Fredag udkommer han med jubilæumsalbummet "Tak for turen", og i den anledning har han set tilbage på nogle af højdepunkterne i sin karriere som musiker, der startede lang tid før, han fik sit gennembrud:

Første gang jeg skrev en sang:

- Jeg var omkring 7-8 år, da jeg skrev sangen om larven Madeleine, der skulle over vejen, men blev kørt over. Det var en meget tragisk sang. Jeg spillede den der hjemme for min lillesøster og min far (musikeren Tommy Seebach, red.) En dag, da min far optrådte på Bakken, spillede han den midt i sin egen optræden. "Nu skal I høre en sang, min søn har skrevet", sagde han. Jeg var både flov og stolt.

LÆS OGSÅ: Den anden prins Henrik-auktion kommer i fint selskab

Første gang jeg hørte mig selv i radioen:

- Det var tilbage i mine rapdage (Rasmus Seebach og broren, Nicolai, havde en rapduo som yngre, red.). Jeg har nok været 19 år. Vi sad i min storebrors bil og havde bare følelsen af, "Yes, we made it". Tænk, at man kunne komme i skole og sige, at man havde været i radioen. Sangen hed "Hi Di Hoe" og var vores første single.

Første gang jeg stod på scenen:

- I gymnasiet blev jeg og en af mine venner, Martin, spurgt, om vi ikke ville optræde til en fest, så vi lavede sådan et boyband. Jeg var jo egentlig mega hiphopper på det tidspunkt, så det føltes lidt forkert, men samtidig var det meget mere mig. Pigerne syntes vi var søde, så det hjalp også på det.

LÆS OGSÅ: Godt nyt: Flere penge til folkepensionister

Første gang jeg spillede en udsolgt koncert:

- Det var i Kolding, og det var min første rigtige koncert i mit eget navn. Vi havde ingen penge, og der var ikke råd til at få lavet et lækkert lys på scenen, så vi tog på loppemarked og købte en masse standerlamper i forskellige farver, så når lyset blev slukket, stod man bare der i skæret.

- Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige mellem numrene, jeg var ret nervøs og slet ikke vant til at underholde på den måde, så jeg blev med at spørge "Hygger I jer?". Der var en anmelder, der sad og talte efter, og han skrev, at jeg havde spurgt publikum 32 gange.

Første gang jeg læste en anmeldelse af min musik:

- Jeg kan faktisk ikke huske allerførste gang, men i starten var virkelig svært at vænne sig til, at alle lige pludselig havde en mening om mig.

- Efter min første Skanderborg Festival, hvor jeg havde stået foran 20-30.000 mennesker og haft min nok største oplevelse nogensinde, kan jeg huske, at der var en journalist i nyhederne, der sagde, at jeg nok bare var en døgnflue.

- Jeg havde lige solgt 200.000 plader og det var stukket helt af. Men han mente altså ikke, det ville holde på den lange bane.

LÆS OGSÅ: Caroline Wozniacki fortæller om forholdet til David Lee

Første gang jeg tænkte, at jeg var en succes:

- Det var i Tivoli til The Voice '09. Jeg kom med på plakaten i sidste øjeblik, fordi "Engel" var blevet et kæmpehit lige pludselig, og jeg var blevet klemt ind i programmet.

- Jeg kom ud på scenen, og pludselig var det ikke bare 200 mennesker på et torv, det var 30.000 mennesker i Tivoli, og alle kunne min sang og sang højere, end jeg gjorde. Da jeg kom ned fra den scene, vidste jeg, at jeg havde ramt et eller andet helt sindssygt.

Første gang jeg fik løn, og hvad jeg brugte pengene på:

- Jeg var med i spillefilmen "Carmen & Babyface", da jeg var 13-14 år, hvor jeg fik lov at holde fri fra skole i nogle måneder. For den løn købte jeg en IBM-computer, og det var egentlig en dårlig investering, men jeg var vildt glad for den.

- Som musiker havde jeg i starten ret mange klubjob, og vi kunne godt nå at spille seks på en weekend. Efter sådan en weekend kiggede min bror og jeg på hinanden og så tog vi ud og købte nogle ret store bøffer på en restaurant. Jeg bliver ikke super glad af et fedt sofabord eller nogle dyre sko. Men jeg bliver virkelig glad af god mad.

LÆS OGSÅ: Landsholdslegende afslører nyt job

Første gang jeg tvivlede på, om jeg havde satset rigtigt:

- Jeg var droppet ud af 3.g for at satse på musikken, og så sad jeg og skrev sange til andre. Jeg fik ikke lov til at være kreativ og skrive en sang, sådan som jeg gerne ville have den. Der var altid noget, der skulle ændres, og til sidst følte jeg, at alle andre bestemte.

- Samtidig var mine venner færdige med deres uddannelser og begyndte at få nogle ret gode job. Jeg fik det til at løbe rundt, men jeg tænkte da, "Hvad fanden har du gang i? Tror du virkelig, du kan leve af musikken?". Men det var jo det, jeg ville.

Første gang jeg blev behandlet som en VIP:

- Der har både været gode og dårlige oplevelser, men der er en, jeg husker ret tydeligt. Jeg gik engang ind hos en bager og trak et nummer og stillede mig i kø,, men ekspedienten blev så forvirret over at se mig, at hun spurgte mig, hvad jeg skulle have, selv om det slet ikke var min tur.

- Det var en virkelig akavet situation, for jeg ville jo ikke gøre hende ked af det og sige, at hun skulle vente, til det var min tur, for det var jo vildt sødt af hende, men samtidig ville jeg jo heller ikke gøre de andre i køen sure og have, at de syntes, jeg var en idiot.

Første gang jeg blev genkendt på gaden:

- Jeg kan ikke huske, hvornår det skete første gang i Danmark, men jeg kan huske første gang, det skete i Sverige, hvor "Natteravn" var et stort hit. Faktisk er det tit, at jeg glemmer, at jeg er et kendt ansigt. Så går det pludselig op for mig, "Nå ja, jeg er jo Rasmus Seebach".

- Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har oplevet livet som kendt ansigt, fra jeg var helt lille på grund af min far. Jeg har lært, at hvis jeg har det skidt og ikke har overskud, så skal jeg lade være med at tage et sted hen, hvor der potentielt er mennesker, der gerne vil hilse på mig. Det kræver, at jeg har det overskud, og jeg vil jo rigtig gerne give dem en god oplevelse.

- Omvendt er der ikke noget, der kan få en i godt humør som fem skoleelever, der råber, "Hey Seebach, vi elsker din musik, må vi ikke tage en selfie?".

"Tak for turen" udkommer den 8. november.

/ritzau/