20190910102334592_1000
SMS''er under kørsel skal koste et klip i kørekortet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Undersøgelse: Tusindvis ser film bag rattet

10. sep 2019, 14:00
Få sekunders uopmærksomhed er som at køre bil i blinde - og foruden at risikere at gøre skade på dig selv og andre står du også alene med regningen.

Det er næppe gået din næse forbi, at det fremover koster et klip i kørekortet, hvis du griber telefonen, mens du kører bil.

Men en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for If Skadeforsikring, viser, at telefoni ikke er det eneste, danskerne bruger tid på bag rattet.

LÆS OGSÅ: Vild med dans-vært: Frygtede folks tanker

Således har to procent af de adspurgte inden for det seneste år set film, mens de har kørt bil.

Ifølge Center for Transport Analytics under DTU har lidt flere end fire millioner danskere kørekort - og tager man udgangspunkt i dem, svarer det til, at over 80.000 mennesker det seneste år har set film, mens de sad bag rattet.

- Det er noget, vi ser en gang imellem, og det er langt ude, at man kan finde på det, siger Christian Berthelsen, som er politiassistent hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Man kan ikke køre bil og se film samtidig, og dem, der kan finde på det her, burde ikke have et kørekort. En bil er et potentielt våben, der kan slå andre ihjel, så det er meget alvorligt, tilføjer han.

Bliver du taget med en film kørende, risikerer du ikke bare et klip i kørekortet, men en betinget frakendelse - også selv om mobilen eller iPad'en, du benytter, er håndfri.

LÆS OGSÅ: Kendt tv-vært afslører: Svømmer i "frække" tilbud

Det skyldes Færdselslovens paragraf 3, som omhandler hensynsfuld kørsel. Kører man uagtsomt, så der opstår fare eller forvoldes skade på andre, er det strafbart.

Man kan ikke køre bil og se film samtidig, og dem, der kan finde på det her, burde ikke have et kørekort.
Christian Berthelsen, politiassistent hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Undersøgelsen viser også, at flere spiller spil, taster ind på gps'en eller sms'er under kørslen. Men netop det med at se film vækker også særlig harme hos If Skadeforsikring, som har iværksat undersøgelsen.

- Det kræver vedvarende opmærksomhed at se en film eller et afsnit af en serie. Det er fuldstændig vanvittigt, siger kommunikationschef Birgitte Ringbæk.

Netop opmærksomheden er nøgleordet. For der skal faktisk ikke særlig meget uopmærksomhed til, før det svarer til at køre bil med bind for øjnene.

Ifølge beregninger fra Rådet for Sikker Trafik svarer fire sekunder med blikket fæstnet til skærmen på en landevej til, at du kører 89 meter i blinde.

Kører du 110 kilometer i timen, svarer det til 122 meter uden at ænse trafikken.

- Det er en skræmmende tendens, at mobilen fylder så meget, at man ikke kan finde ud af at prioritere vigtigheden af den situation, man er i, når man kører bil, siger Birgitte Ringbæk.

Samtidig påpeger hun, at man står rigtig dårligt i forhold til forsikring, hvis man laver skade på sin bil, mens man ser film bag rattet.

LÆS OGSÅ: Lars Høgh med uventet reaktion på kræft-dom

- Skader, der sker på bilen under grov uagtsomhed, er ikke dækket af kaskoforsikringen, siger kommunikationschefen.

Det laver danskerne bag rattet

- 35 procent har tastet på GPS- eller navigationsanlæg, mens de kørte bil.

- 35 procent har talt i håndfri mobiltelefon.

- 18 procent har sms'et, og samme antal har valgt musik på en musiktjeneste.

- 13 procent har talt i håndholdt telefon. 

- 5 procent har søgt på internettet.

- 2 procent har spillet spil, og samme antal har set film.


Kilde: repræsentativ undersøgelse gennemført af analyseinstituttet YouGov for If Skadeforsikring. Deltagerne er spurgt, hvad de inden for det seneste år har gjort, samtidig med at de kørte bil - herunder også mens de holdt stille for rødt eller i kø.

/ritzau fokus/