DR prioriterer ikke formidlingen af popmusik, mener P7-vært Sandie Westh.

Kritikken kommer, efter DR's generalsekretær Maria Rørbye Rønn har fortalt, at DAB-kanalerne P6 Beat og P8 Jazz muligvis overlever.

LÆS OGSÅ: Jes Dorph raser: "Der er jo intet af det, som passer"

Ifølge Sandie Westh er P7 Mix det eneste sted, hvor popmusik får en seriøs behandling - blandt andet pointerer hun, at P7 Mix spiller de lidt mindre artister, der ikke er store nok til at blive spillet på de kommercielle kanaler.

- Hos os handler alt det, vi taler om, om musikken. Vores lyttere vil musikken uden for meget snak, der ikke handler om musikken. Derfor har P7 en enorm berettigelse. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor man fra DR’s side ikke vælger at prioritere det, siger Sandie Westh til fagbladet Journalisten.

Ifølge direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen, handler den mulige beståen af P6 Beat og P8 Jazz om en diskussion af to meget specialiserede kanaler. Han henviser til den debat, der har været blandt politikere og musikorganisationer om specifikt at bevare P6 Beat og P8 Jazz.

Ifølge Journalisten havde P7 Mix i første halvår af 2019 490.000 ugentlige lyttere, mens P6 Beat havde 100.000, og P8 Jazz 120.000.

Sandie Westh siger til Journalisten, at P7 Mix koster fire millioner kroner om året, så hvis lyttertal og økonomi holdes op mod hinanden giver det ikke mening, mener hun.

- Det er lyttere, man bare skyller ud med badevandet nu, siger Sandie Westh.

Danmarks Radio skal spare i omegnen af 420 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Efter Lars Larsens død: Han skal føre Jysk-imperiet videre